“Vi var veloplagte og holdt et rigtig godt fokus” – Aladdin Barakeh

Merebuepaa har efter Bakken Bears’ storsejr over Randers i denne uge, talt med Aladdin Barakeh fra Aarhus-klubben, der fortæller lidt om kampen, dens betydning og hvad der venter Bakken Bears i næste spillerunde. I vinder med 122-44, største sejr i Bakkens historie. Hvad var det for en kamp?

Jeg føler, at vi var klar fra start og havde klare retningslinjer i forhold til hvordan kampen skulle spilles fra vores side. Vi kommer relativt hurtigt foran, hvorefter begge hold bruger bænken, hvor det hurtigt kommer til udtryk at der er stor forskel på holdenes bænk.

Hvad betyder det for holdet, at alle mand kommer på banen og op tavlen?

At alle spiller mindst 10 min, og alle kommer på tavlen er godt for holdet og kemien. Alle kan være glade og tilfredse med kampen, især når man kan sige at man har bidraget til klubbens største sejr i historien.

Du har selv 13 point i kampen, fik i tanket en masse selvtillid i kampen?

Jeg havde friske ben så jeg udnyttede bare min hurtighed og fik lagt et par lette lay-ups i.

Jeg vil ikke sige at vi fik tanket selvtilliden, mere at vi var veloplagte, holdt et rigtig godt fokus hele kampen, og så havde Randers en off-day.

Kan i bruge sejren til noget? Eller var det nærmere en træningskamp?

Jeg vil nu ikke sige at det var en træningskamp, men som tidligere sagt, fik vi en fin oplevelse ud af kampen, men det er fortid nu. Vi har en del kampe endnu, så vi skal bevare fokus og komme med samme energi og intensitet, som vi gjorde mod Randers.

Nu venter Hørsholm 79ers på udebane, hvad kan vi forvente os af den kamp?

Hørsholm har forstærket sig med et par spillere, som helt klart har gjort dem væsentligt bedre, jeg mener dog at vi har forberedt os godt, og er klar til en kamp pakket med intensitet!

 

Interview   Thomas Sauer Hvidholm