Optakt til semifinalerne

Så er det i morgen semifinalerne i Basketligaen begynder. De to semifinaler består af Horsens IC vs Hørsholm 79ers og Bakken Bears vs Team Fog Næstved. Der er lagt op til to meget spændende semifinale serier. Vi har fået Jonas Sørensen til at give hans bud på hvem der går videre til finalen. 

1. Horsens IC vs. 5. Hørsholm 79ers
HIC har haft en måneds pause, og selvom de har spillet træningskampe, bl.a. i Itzehoe i Tyskland, så kan holdet ikke være i kampform. Det bliver yderst interessant at se om Hørsholm 79ers kan holde dampen oppe fra deres serie mod Svendborg, hvor Hørsholm var dominerende, og fortjent kvalificerede sig til semifinalerne. Holdet er godt balanceret med gode spillere på alle positioner, og bænkspillere der kender deres roller, og som bidrager til et hold i flow. Coach Rafa Monclova er en dygtig træner der med sikkerhed har forberedt sit hold rigtig godt og det bliver meget interessant at se to af ligaens bedste trænere oppe mod hinanden. Der vil blive justeret konstant, både under og mellem kampene, og det kan godt få en afgørende betydning, hvem af trænerne der justerer bedst.

Vedran Borovcanin og Horsens IC er favoritter til at gå i finalen. Foto: Martin Quist Tyron

Vedran Borovcanin og Horsens IC er favoritter til at gå i finalen.
Foto: Martin Quist Tyron

Horsens IC er selvsagt favoritter i semifinaleserien. De har spillet rigtig godt i løbet af sæsonen, og har kunne bruge den sidste måned på at indspille nye ting, og ikke mindst få rollefordelingen på plads. Det forventer jeg også at man kan se på holdet når de stiller op til tip-off torsdag aften.
Som nævnt i starten, har HIC altså haft ca. en måneds pause. Jeg forventer at holdet kommer blæsende ud som løver der lige er blevet sluppet ud af deres bur, og forsøger at sætte sig på Hørsholm fra start. Men der er pres på de gule på hjemmebanen i den første kamp, og det vil nok være Hørsholms bedste chance for at stjæle en sejr på udebane, som skal til hvis de skal spille sig videre til finalen.

Nøglen til sejr for HIC bliver at få lukket ned for Evan Yates. Yates har været den spiller som har betydet allermest for Hørsholm gennem sæsonen, og er en spiller som kan dominere kampe i begge ender. HIC har flere gode match-ups mod Evan Yates, da de både kan dække ham op med Brian Fitzpatrick, som matcher Yates styrkemæssigt, og HIC kan dække ham op med Baye Keita, som har en masse centimeter på Evan Yates. Det bliver spændende at se hvordan Yates reagerer på de forskellige match-ups, da det kan blive helt afgørende for seriens udfald. Jonathan Gilling er også kommet godt igang her i slutspillet og kan vise sig at blive en svær match-up for Horsens.

Evan Yates bliver en nøglespiller for Hørsholm 79ers.

Evan Yates bliver en nøglespiller for Hørsholm 79ers.

For at Hørsholm skal vinde serien handler det for dem om at dæmme op for HICs tempo. Det kan man bl.a. gøre ved at være sikker med bolden og holde turnovers nede på et acceptabelt niveau. HIC er det hold der stjæler flest bolde, og det giver rigtig mange point på kontoen for de gule. Hvis Hørsholm kan få kampene til at være halvbane-kampe, så handler det om at kunne dække op 1 vs. 1, og her har Hørsholm mange dygtige spillere. HIC spiller heller ikke flydende på samme måde som de gjorde før jul, hvor bolden fløj rundt i angrebet, og gav mange åbne chancer til skytterne på holdet. Efter jul er spillet blevet mere statisk og 1 vs. 1 baseret, og hvis Hørsholm kan kontrollere det, så kan det blive nogle meget lige kampe.

Jeg tror på at HIC kvalificerer sig til finalen, men at denne serie bliver meget tæt og interessant. HIC er favoritter og deres kvalitet spiller for spiller bør få dem videre til finalen.

3-2 til Horsens IC, hvor holdene vinder deres hjemmekampe.

Thomas Lærke og resten af Bakken Bears holdet tager i mod Team Fog Næstved.

2. Bakken Bears vs. 3. Team FOG Næstved
Efter pokalfinalen og deres succes i Europa Cuppen, så er Bakken Bears favoritter, ikke blot i denne serie, men også i finalerne. Holdet er fyldt med kvalitet, og har spillere der kan afgøre kampe på egen hånd. Jeg mener også at de på samtlige pladser er bedre end Team FOG Næstved, spiller for spiller. Bakken Bears havde en meget let kvartfinaleserie mod Stevnsgade, hvor de ikke var i nærheden af at blive presset, og har et hold der er veludhvilet og sammenspillet op mod denne semifinaleserie.

Team FOG Næstved havde også en forholdsvis let serie mod Randers, og er også et hold der kommer ind til serien med selvtillid. Dog har Næstved ikke slået Bakken i denne sæson, og jeg tror også de får det rigtig svært i serien.
Holdet fra Sydsjælland har en tendens til at blive meget frustrerede når tingene ikke kører for dem, og er det hold der har fået suverænt flest tekniske fejl i sæsonen. Jeg tror deres største modstander bliver dem selv, for de vil helt sikkert bliver frustrerede i kampene mod Bakken Bears, og de har ikke råd til at miste point og possessions pga. tekniske fejl i semifinaleserien. Her har holdet brug for alle de ekstra possessions de kan få, og skal ikke give “gratis” point væk hvis de skal have chancen for at slå Bakken Bears.

Caleb Walker er Team FOG Næstveds mest scorende spiller med over 20 point i snit, og hvis man kan stække ham stiger ens chancer betragteligt. Bakken Bears har både spillere der kan matche ham, og de har helt sikkert også en taktisk plan for at stoppe ham. Team FOG Næstved skal derfor finde løsninger der kan få sat Walker i gode situationer, men samtidig også have andre spillere der skal træde i karakter og score mere end de normalt gør. Bakken Bears har i de tre kampe de har vundet over Næstved scoret 83, 88 og 88 point, og jeg tror ikke Team FOG Næstved kan stække Bakken Bears’ offensiv nok til at kunne vinde ved at score under 80 point. Jeg tror som sagt at Team FOG Næstved skal finde ekstra mange point hos flere spillere på et stabilt niveau, og det tror jeg bliver rigtig svært for dem.

Bakken Bears er som sagt storfavoritter, og jeg spår heller ikke Næstved de store chancer i serien. Jeg tror på at Bakken Bears spiller på så højt niveau, og er så skarpe i denne del af sæsonen at de “sweeper” serien. Jeg ser ikke serien være lige så tæt som mange andre, da jeg mener at Bakken Bears er ligaens absolut bedste hold lige nu.

3-0 til Bakken Bears