Langhøj Ligaen spillerunde #6 – Odense vs. Vejle

Dagens første kamp stod mellem værterne fra Odense Hawks og ligadebutanterne fra Vejle Rolling Devils.

For Odense-spillerne var det blot sæsonens tredje kamp, og der var stadigvæk lidt rust, der skulle bankes af, mens det for spillerne fra Vejle – der i dagens spillerunde stod over for to af sidste sæsons medaljehold – simpelthen var et spørgsmål om at klø på med krum hals og få høstet sig nogle erfaringer.

0011. periode var præget af uskarphed, men Odense-spillerne havde ikke i sinde at lade tvivl om styrkeforholdet mellem de to hold, og med godt forsvar lige fra start afholdt de Vejle fra at score indtil periodens sidste minut, og de kunne således afslutte 1. periode med en føring på 10-2.

I 2. periode blev spillet lidt friere, skuddene begyndte at falde for Odense, og Vejle-spillerne fandt bedre plads til at afslutte. De manglede dog stadig skarphed, og til trods for at Odense-holdet i løbet af perioden begyndte at eksperimentere lidt, kunne de stadig gå til pause med en komfortabel føring på 26-6.

Med kampen reelt afgjort ved pausen blev 3. og 4. periode brugt som en god gang træning, og med periodecifrene 18-6 og 17-4 hentede Odense den ventede sejr.

Slutresultat: Odense Hawks 61-16 Vejle Rolling Devils

Foto   Christiane Petersen