“Det var ubeskriveligt” – Mathias Bak Christensen

Team Fog Næstved er pokalmestre 2017, sikke en kamp, og sikke et drama. Bagud med 6 point, med ganske kort tid tilbage på uret, en vild treer af Moritz Lanegger, satte det hele i gang. 0,8 sekunder tilbage og 2 straffe til Phillip Nolan, han brænder det første, men scorer det sidste, Horsens IC brænder et skud fra midten, og Team Fog Næstved er pokalmestre. Puha. Vi har taget en snak med Mathias Bak Christensen – om hans første titel med Team Fog Næstved og om kampen.

Nordic Basketball

I er pokalmestre 2017, hvordan er det?

Det er fantastisk endelig at få en titel med Næstved, noget som hele byen har ventet på i mange år.

En kamp med højt tempo, Hvordan ser du tilbage på kampen?

Vi kommer helt vildt godt fra start og fører 18-9 efter få minutter, men de kæmper sig lige så stille og roligt tilbage i kampen og er oppe med en enkelt ved pausen. I anden halvleg er vi ved at smide det hele væk med dumme turnovers og dårlige afslutninger, men så har vi det her fantastiske comeback det sidste halvandet minuts tid, som jeg ikke kan huske, jeg har oplevet før. One in a million.

I er bagud med 6 point, da der ikke mangler meget tid, hvordan var de sidste sekunder inden hornet lød?

Jeg havde svært ved at være i mig selv de sidste 20 sekunder af kampen, og jeg turde næsten ikke kigge på Phils andet straffe. Følelsen af eufori ved slutsignalet er noget, jeg ikke tidligere har prøvet. Det var ubeskriveligt.

I gik ind som underdogs, hvad fik jer til at tro på sejren?

Vi havde spillet lige op med dem de seneste gange, og vi har fået nytilkomne spillere, som virkelig har forbedret holdet, så vi tvivlede ikke på vores chancer inden kampen.

Hvordan blev titlen fejret?

Vi havde selvfølgelig en kæmpe fest i omklædningsrummet og bussen på vejen hjem, og så kom vi tilbage til Næstved, hvor det blev fejret med resten af byen.

Team Fog Næstved, skal forsøge at følge op på det gode resultat, med en kamp d. 2/1 mod Hørsholm 79ers.